M.C. Hansen, Søren Krogh, Louise Støjberg og Søren Manscher slår pjalterne 
sammen under turnéfanen Hjemstavn, hvor de vil være hinandens band over 12 
koncerter i hele landet. Alle fire har de spændende, krøllede bud på sange, der 
knytter sig til temaet hjemstavn. Koncerten vil udelukkende være båret af 
hinandens stemmer, akustiske guitarer og mandolin.
Søren Krogh siger, “Ingen sange uden historier, og ingen historier uden sange – 
så enkelt kan det vel siges”, og det er i den grad tilfældet for alle fire 
sangskrivere, hvor netop historiefortællingen er i centrum for den gode sang. 
Især er vores oplevelse, at sangene er præget af netop hvor og hvordan vi er 
vokset op, og hvad vi forbinder med “hjem”. Det har vi alle nogle bud på:

Søren Manscher: Jeg er opvokset i lejlighed i Gentofte Kommune og har som 
voksen primært været bybarn i København + en lille håndfuld år i Aarhus. Mange 
af mine sange udspiller sig i disse lejligheder og byer, om det så er 
“Barndomsven” – en sang om at skralde i Gentofte og møde sin bedste 
barndomsven i akten; “Frie Mennesker” og høre naboens frimodige sexliv i den 
københavnske andelsboligforening eller “Mere End Dig”, hvor hovedkarakteren 
drømmer sig ud af det pulserende byliv og kigger mod familieliv og fred på landet. 
Mine bylivssange beskrives allerbedst med betegnelsen “sanselige 
hverdagssange”. 

Søren Krogh: Jeg er født og opvokset i Vendsyssel, nærmere bestemt i Hjørring. 
I mit voksne liv har jeg tilbragt megen tid i Lønstrup, hvor jeg også har et lille hus. 
Her skriver jeg de fleste af mine sange. Sange der har rod i det, jeg kalder 
Havtornland, som er mit “hood” i Vendsyssel. Dét som jeg er rundet af, og dét 
som har gjort mig til det menneske, jeg er. Da jeg var ung, prøvede jeg at løbe fra 
det, men jeg blev gang på gang indhentet af min opvækst – og kunne ikke stikke 
af. I dag følges vi ad som perlevenner og livsvidner – min opvækst og jeg.

M.C.: Jeg bor ved Præstø Fjord og det har jeg gjort det meste af mit liv med en 
afstikker til en nedlagt slagterbutik i Valby og en ghetto i Malmö i godt 15 år. Da vi 
flyttede tilbage til fjorden for snart mange år siden, meldte der sig en trang til at 
beskrive de mennesker og den facon, der præger området. Mest fordi det er 
fascinerende størrelser, men som tiden skred frem gik det op for mig, at jeg ved 
at beskrive min familie, landsbytossen, naboens datter og hvad ved jeg, lærte en 
masse om mig selv og hvad vigtigere er – publikum over hele landet kunne 
genkende sig selv og deres familier i mine musikalske historier, og så sker der jo 
for alvor noget ikk´? Mit job er ikke at fortælle om hvordan jeg har det, men at 
minde om hvordan I har det og så spille guitar imens.

Louise: Jeg kommer fra Egtved, og jeg kommer fra en selvstændig 
erhvervsdrivende familie, der er rundet af højskolebevægelse, landvenstre og 
socialdemokratiske velfærdsdrømme. Det kan naturligvis høres i mine melodier 
og mærkes i mine ord. Også når jeg skriver på engelsk. Samtidigt er det værd at 
huske, at det at skrive sange ikke er en videnskab, og jeg er ikke akademiker. 
Jeg er kunstner, praktiker og historiefortæller. Derfor kan man også opleve meget andet – og også modsatrettede ting – i mine sange. Det at skrive er, for mig, en 
måde at forsøge at forstå verden på. Nogle gange forstår man bedst planten ved 
at rive den op med rode, men for at man overhovedet kan det, må der være en 
rod. Der er en rod i mine sange – også når jeg, i perioder, har øvet mig på at rive 
den op. Den rod vokser fra de melodier og ord, der altid er blevet sunget omkring 
mig. Den trives i selve det, at sang er en naturlig del af hverdagslivet. Og så står 
den altid delvist i Egtved, i ådalens fine bakkede landskab, rindende vand og 
store bøge