Lena Anderssen
Lena Anderssen er blevet kaldt skræmmende ærlig og en dybfølt, poetisk melankoliker. Der er ingen tvivl om, at hun skriver sange fra de inderste sider af sig selv. Lena er historiefortæller, og den nødvendighed og tyngde, der gennemsyrer hendes tekster, komplimenteres på smukkeste vis i let tilgængelige melodier og lækre, håndspillede indie-pop produktioner. Resultatet er sange, der har fundet vej til hjerterne hos fans over hele verden, og til amerikanske serier som Scrubs, Fecility og Nikita.
Når canadisk-færøske Lena står på en scene, tilføres musikken en dimension af intenst nærvær og hudløshed, som flere live-anmeldere sammenligner med kunstnere som Karen Carpenter, Patti Smith og Joni Mitchell. Lena har gennem årene turneret med bl.a andet Beth Hart, Xavier Rudd og Roxy Music, og har sunget med den amerikanske Grammy vindende kunstner Russ Taff. Det seneste år har budt på mange højdepunkter. Lena Anderssen blev nomineret som “Årets Komponist” til Faroese Music Awards 2025 – i et stærkt felt sammen med Brimheim og Eivør – for sine sange til albummet State of the Land, der samtidig fik en nominering til “Årets Album”.